Mad og følelser

Nu er bloggen kommet til at handle meget om mad i januar, og selvom det egentlig ikke var den planlagte mening at følge det traditionelle mad-fikserings-fokus i januar, så er det blevet sådan, fordi det er et område i mit eget liv jeg arbejder på og det smitter selvfølgelig af.

Jeg har kæmpet meget med mit forhold til mad, da mad og følelser hænger sammen og jeg ikke altid helt har forstået hvordan mad og mine følelser hænger sammen.

Når jeg har haft så meget fokus på det med mad de sidste mange år, har det hængt sammen med at jeg støt har taget på i vægt, samtidigt med at have haft kropslige og helbredsmæssige udfordringer.

I lang tid forstod jeg ikke hvorfor det hele skulle være så svært, uanset om jeg levede som super-dydig kernesund, gluten og mælkefri spiser, eller talte kalorier, eller prøvede at være ligeglad  livsnyder metoden. Hvorfor kunne jeg ikke tabe mig? Hvorfor kunne jeg ikke bare have et afslappet forhold til mad?

Det har været en lang rejse, og jeg har lært fakta om mad og ernæring, om superfoods, og kalorier, men jeg har også lært en vældig stor del om mig selv.

De 2 allerbedste og vigtigste ting jeg har lært (med en tredje bonusting) er:

1. Jeg spiser for meget slik og fastfood når jeg er træt og stresset, og jeg har været træt og stresset hver dag de sidste 10 år!
2. At omsætte den viden man får om sig selv, følelser og mad i praksis er ikke så nemt og hurtigt gjort som man tror.
3.  (Ting tager tid og det er okay at klumre i det, selvom man ved bedre)

Januar har været sådan en mærkelig måned hvor jeg har prøvet at føre maddagbog, og veje mig for at følge mine fremskridt, samtidigt med at jeg prøver at bevare letheden og glæden omkring mad, og kombinere det med at mærke efter hele tiden, så jeg ikke spiser af de forkerte årsager.

For bare fordi jeg nu VED hvordan mit overspiseri hænger sammen, tager det stadig (alt for lang) tid, at øve sig på at ændre den vane i praksis.

Jeg har levet uden sukker i 2 år for et par år siden, og det er ikke livskvalitet for mig, men det er heller ikke livskvalitet for mig at spise noget jeg egentlig ikke har lyst til, fordi jeg ikke kan finde ud af at håndtere følelserne på en bedre måde.

60 procent af tiden går jeg i seng, eller laver en meditation nu, når jeg mærker trangen til en plade Marabou eller en pose Kim’s chips. De sidste 40 procent kommer når jeg har øvet mig nok, men det allervigtigste når man skal ændre en vane, er at huske at man er let til fals for sine gode gamle vaner, når man fanges i et svagt øjeblik! Og det er her, erkendelsen af at det tager tid, sikkert længere end man lige har lyst til, kommer en til gode. Det er faktisk helt okay.

Så for mig er livskvalitet i januar måned, begyndt at tage form af et liv, hvor der både er plads til Camilla Plum, Nigella Lawson, Caroline Fibæk og Ninka-Bernadette Mauritson i mit køkken og mit liv. Hvor sunde grønne juicer og raw food mødes i en skøn forening med comfort-food og kager. Og hvor dét at lære at tolke sine egne signaler korrekt har førsteprioritet, for det er bare dumt at spise chokolade, hvis man egentlig hellere skulle sove! Men at blive en mester kræver øvelse, og den viser jeg gerne frem her på bloggen. Ikke al øvelse er svær, heldigvis, for eksempel er det ikke så svært at fordybe sige kagebage-kunstens art