Nogle gange får jeg dømt mig selv helt forkert. Og når jeg opdager det, tænker jeg tit over at jeg virkeligt kan tage fejl af andre mennesker, hvis jeg kan tage så meget fejl af mig selv.

Det er faktisk lidt befriende synes jeg, at opdage at man ikke altid ved det hele, hverken om sig selv eller andre.

Jeg havde en oplevelse for en uges tid siden hvor det gik op for mig, at jeg havde været enormt streng ved mig selv uden grund. Alene fordi jeg var usikker på mig selv og de nye mennesker jeg var omgivet af.

Jeg havde talt med et par kvinder, og på vejen hjem fyldte tanker som at jeg vist nok også havde været for belærende og bedrevidende! Det brød jeg mig ikke om, så næste gang jeg så dem ville jeg prøve at lade være med at være det. Da jeg så mødte dem ugen efter, nævner de hver især begge ting jeg havde sagt, de ting som jeg selv mente var for belærende og bedrevidende, og ting som jeg ikke skulle sige mere … og så sagde de begge at de havde fået enormt meget ud af det jeg havde sagt! At de havde tænkt på det i ugens løb og kunne bruge det til noget!

Så idéen med at dømme sig selv eller andre “forkerte” eller “for meget” burde egentlig være død, selvom jeg nok kommer til at gøre det igen, det er vist menneskets grundnatur

Men næste gang, jeg mærker jeg dømmer mig selv som værende et eller andet jeg skal rette op på, vil jeg kigge på det og tænke “interessant!!” og udfordre tanken/følelsen og spørge om det nu også er sandt. Det giver mere plads, båden indeni og udenpå.

Vildt hvor forkert på den man kan være.